Her synes luften mig trang,
tiden tom og dagen lang,
men fra horisontens rand
vinker længsel til hjemmets land,
den lille sandede ø,
omkranset af salten sø,
hvor min barndomsvugge stod
nær klittens fod.
Hjemve drager hos mig frem,
jeg længes mod Fanø, mit kære hjem!
Fanø, dit kære milde navn,
søen jeg favne i længsel og savn.
Jeg elsker dig, du verden, lille krog
med dine sæder og dit sprog,
og du strand, hvor jeg sad
i solglansens glad,
og tænkte ej på andet
end give glæden rum,
mens bølgen spøjted' det hvide skum.
Men nu i denne aftenrøde
er alting så øde.
Fjernt fra Danmarks land
længes jeg til Fanøs strand.
Du, min morgengave,
med fædres grave,
med kirken og sangen,
med helmen og tangen.
Alt det - toner til længsel
her i det fremmede er jeg som i fængsel.
Dog har jeg og i minde
en ung Fanøkvinde.
Fra hende savner jeg brev,
hvorfor mon hun ej skrev?
Hun må ikke vide,
hvad mit hjerte mon lide.
Ak, hjemland, du lille,
for dig hende nu stille
en tåre sig lister frem,
så stor er længslen mod mit hjem!
En ung sømand