Komp.: Ukendt Forf.: H. G. K. Sommer
Peter Schütt i barndomsalder
tænkte alt på list og svig,
mangen bitter tåre falder
fra hans moders kinder ned.
Selv han lærer kunne ej
føre ham på dydens vej.
Da han voksen nu var bleven,
skulle han i lære ud,
ikke han af flid blev dreven,
derfor snart han skejed ud.
Tømrerhåndværk lærte han,
drog derpå til fremmed land.
Længe sværmed han omkring,
levede i sus og brus,
lærte kende mange ting,
piger, spil og fulde krus;
efter lange vandrertid
kom han til forældre blid.
Ja, i deres stille kæde
leved han med dem så fro,
han forskønned deres glæde,
og de følte arnens ro.
Men, hvad skete? Midt i fred
fulgte dobbelt bitterhed.
Peter elskede en kvinde,
loved hende troskabspagt;
kort de kun tilsammen finde
kærlighedens tryllemagt.
Snart var glædens tid forbi,
Peters hjerte lukkes i.
Han en ung, uskyldig pige
lokker i sit fule net,
smigers ord foruden lige
fangede hans offer let;
thi hun gav sig i hans vold
for at drikke smertens skål.
"Vil du mig til ægte have,
må du løftet give mig,
at du dødens gift må lave,
da først er jeg lykkelig;
dø må først min egen viv;
du må korte hendes liv".
Catharina først blev bange,
gysen blegned hendes kind;
men han vidste snart at fange
hendes uerfarne sind;
ængstelig hun vandred ud,
fulgte sin forførers bud.
For nu konen at besøge
triner hun i stuen ind;
ingen trusel kan forøge
stemmen i det indre sind.
Pigen føler ak og ve,
beder om en smule the.
Mens den arme kone henter
mælk til theen udenfor,
giften hun i koppen hælder,
som til konen rede står.
Snart hun føler smertens bråd,
straffen venter - sværdets od.
Dog, det er jo skæbnens veje,
underligt de føre os,
retfærds vægtskål lønnen veje,
tungt er lastens bitre kors.
Schütt og Catharina fandt
dommens død på et skafot.
Der de straffen monne lide
for det grumt begangne mord.
Der de ved hinandens side
for en fælles dommer står.
Skrækkeligt det var at se,
Herre, lad din vilje ske!
Når man vandrer tro herneden
og gør stedse ret og skel,
da vi nyde sjælefreden,
som os bringer fryd og held,
da vi føle smerten ej,
som ledsager lastens vej.
En skrækkelig historie om bundløs skurkagtighed helt tilbage fra barnealderen, om forførelse af en uskyldig pige og om fælles dom og død. Alt sammen skrevet af Hans Georg Krog Sommer (1792 - 1864) og, som det hedder visse steder: "efter det tyske", hvilket vel forklarer de besynderlige rimløse linier hist og her. Sommer karakteriseres som "en godmodig, stilfærdig lille mand" - altså det stik modsatte af skurken her. Intet notabelt dødsfald, ingen høj persons fødselsdag, ingen mærkelig begivenhed indtraf, uden at han meldte sig med et digt i "Adresseavisen", "Dagen", "Kjøbenhavns Morgenblad" eller lignende steder, hedder det i en gammel udgave af "Biografisk Leksikon". Visens melodi var i øvrigt meget yndet i midten af forrige århundrede og danner basis for en række skillings- og drikkeviser fra tiden.