Melodi: Carl Nielsen 1915 Tekst: Adam Oehlenschläger 1805
Underlige aftenlufte!
hvorhen vinker I min hu?
Milde, lune blomsterdufte !
sig, hvorhen I bølge nu.
Går lover hviden strand
til mit elskte fødeland?
Vil I der med eders bølger
tolke, hvad mit hjerte dølger!
Matte sol! bag bjergets stene
luerød du daler ned;
og nu sidder jeg alene
i min dunkle ensomhed.
Hjemme var der intet fjeld;
ak! så er jeg ude vel?
Skal i nat ej barnligt blunde
i min Herthas grønne lunde.
Stille! stille! hisset gynger
båden mellem siv og krat;
sødt en mø ved cithren synger
i den tavse, lune nat.
Hvilke toner! Milde lyst,
hvor du strømmer i mit bryst!
Men hvad savner jeg, og græder,
mens hun dog så venlig kvæder?
Det er ej den danske tunge,
det er ej de vante ord,
ikke dem, jeg hørte sjunge,
hvor ved hytten træet gror.
Bedre er de vel måske,
ak, men det er ikke de!
bedre, tror jeg vist, hun kvæder;
men - tilgiver, at jeg græder!
Tager ej min sang for andet
end et ufrivilligt suk!
Længselsfuldt heniler vandet,
aftenen er så blid og smuk.
Mangen sådan aftenstund
sad jeg i min kære lund;
mindet vender nu tilbage,
det var årsag i min klage.
Digtet hedder oprindelig 'Hiemvee' og er skrevet i Halle under Oehlenschlägers udenlandsrejse i efteråret 1805. Han ville egentlig kun have været af sted i en måned, men hans dannelsesrejse rundt i Europa kom til at vare fem år. Undervejs mødte han mange store navne i de litterære kredse, men fik altså i Halle en overgang hjemve efter fædrelandet. (2. vers: Herthas grønne lunde = Sjællands skove).