Melodi: Ralph Benatzsky - Tekst: Viggo Barfoed
Ak, her sidder jeg og sukker,
og mens denne gås jeg plukker,
er det dig, Louise, som jeg tænker på.
Gåsen her er blød og lækker,
og min appetit den vækker,
ikke alle folk kan steg på gaflen få.
Helt forelsket den jeg ser på,
ganske vist har den jo fjer på,
det er dem jeg sidder her og piller af.
Den skal min erstatning være,
til jeg har dig selv, du kære.
Heldigvis det varer kun en enkelt da'.
Åh, Louise, du'r lige til at spise.
Gåsebryst det elsker jeg såre meget,
men det er kun surrogat mod dit eget.
Åh, Louise, den rene gourmandise
du være vil i dejlig sauce,
du søde lille gås.
Åh, Louise, husk nu toget,
der er afgang otte noget,
ankomst her til land stationen ti halvtreds.
På perronen jeg dig henter,
se din Pollemand dig venter,
når jeg har dig i min favn, er jeg tilfreds.
Bort af længsel helt jeg tæres,
men tålmodighed kan læres,
og i morgen, oh, Louise, har jeg dig.
Så skal dig, Louise, disse
hænder kærligt kissemisse,
vice versa skal du kissemisse mig.
Åh, Louise, du'r lige til at spise.
Med din ynde, med dit smil, med din timbre,
er du som et solskinsstrejf i december.
Åh, Louise, mit hjertes translatrice,
du tolker elskovs tavse sprog,
fordi du er så klog.
Dine øjnes ædelstene
elsker jeg, især det ene,
dine tænder har omtrent det rette tal.
Du er ikke af de svære,
men der er, hvad der skal være,
og det sidder nogenlunde, hvor det skal.
Dine ben, min kære pige,
er jo ikke ganske lige,
jeg har kaldt dem for 'romanben' , du forstår:
At de to kan få hinanden
strider først imod forstanden,
men i slutningen de dog hinanden får.
Åh, Louise, kan ikke fange grise.
Og så nøje, det er klart, ikke ta'r vi,
at du ikke er en ren Lillian Harvey.
Åh, Louise, din skønhed må man prise,
og det er jeg vel nærmest til,
når ingen andre vil.