Mel.: Johann Schop 1642
Troen på Guds Søn - Jesu liv - 148
1
Ånden opgav enkesønnen,
moders håb og moders trøst.
Sygt hun stammed aftenbønnen,
gråden kvalte hendes røst;
enken dog, som sig forlader
på de faderløses fader,
har til værge Himlens Gud.
2
Sørgeskaren med den døde
skred igennem Nains port,
skulle dog på vejen møde
åsyn klart og under stort.
Død, hvad kan dig graven nytte!
Glip du går dog af dit bytte,
her er livets kildevæld.
3
Jesus med sit sole-øje,
med sin Faders kærlighed,
han fra Galilæas høje
kom med lys og liv og fred;
rørt af ynk han løfted røsten,
og med hans »græd ikke!« trøsten
slog i enkehjertet rod.
4
Enken var ej mer at ynke,
Jesus mildt til hende så;
sorte mænd lod båren synke,
han lod enkens søn opstå.
Jesus med Guds ord på tunge
sagde: Rejs dig op, du unge!
Se, da sad den døde op.
5
Jesus ham med røde kinder
lagde i hans moders favn;
den lyksalige blandt kvinder
fik da himmelsk bod for savn.
Alle råbte med hinanden:
Stor-profeten er opstanden,
nu har Gud besøgt sit folk!
6
Ja, vor frelser er opstanden,
og sit folk besøger han;
Jesus Kristus, Guddoms-manden,
er vort liv i dødens land;
han os alle går i møde,
gør de blege kinder røde,
tørrer alle tårer af.
Luk 7,11-17. N.F.S. Grundtvig 1853.