Knold', ja dem er der overflod af
på Fanøs så kønne natur.
Der er store smukke, mindre små
lagt i læ under klitternes mur.
Men mine knold anses næppe for køn',
folk forbliver nok kølig og kold',
om de først ser dem nu - vinterlig gold'
- min barndoms vindhærgede knold'.
De ligger så frit nær min fødegård
et stenkast fra den østre gavl;
nogle mossede banker - solsveden jord
med en pyt og smålavning med skrawl 1).
Dog danner de værn mod hedens tand,
som gerne vil skade forvold'
i agre tørre af sol og sand,
der ligger - øwr under æ knold'.
Der var gravet et dyb ud af brinkens kød
i det herlige kridhvide sand,
til losse- men også til legeplads
blev det brugt i mit barndomsland.
Vi mored os tit med vor nabos Marie,
hun spilled en væsentlig roll'
som livsglad partner i leg o æ hie
samt øwr i de sandede knold'.
Fik grisene vor såkaldt: stive ben,
så sukked hun altid, min Mor:
»Ja, så må de udad det sølle skrøwl 2)
og »røre« sig lidt o æ jord!«
Af stien de skred trods stærk protest,
dog hjalp det i æ haal o hold';
men udenfor - de grynted tilfreds,
og humped så - øwr i æ knold'.
Vi havde ænder - urentabel kræ,
som dårligt nok tjent' deres fø',
thi de la'e blot et æg i ny og næ,
let forarget vor Mor hun sø'!
Men for gårdens børn var det skuespil,
når de årle gik a' deres kold'
og kurs blev sat mod »Per Nilen« til -
det holmede vand bag æ knold'.
Der mored de sig som ænder har lyst,
de dykked med kun gumpen op,
de pilled, pusled og kroede bryst,
og spejled den fjerblanke krop.
Besøgte »Holmene«, hvor æg af og til
blev fundne - ak, gamle og kold';
men trolig hver kvæld - i sluttet geled
kom de vuggende hjem - øwr æ knold'.
Blev vinteren lang, og med foder trang
til vor brægende flok af får,
da blev ved det svageste tegn over vang
om en snarlig groende vår
- de straks gennet ud af stalden lun
fra en trang, men skærmende fold
for at bjerge føden - en bitte kuen
østøwr - i de spirende knold'.
Far elskede jagtens glæder - besvær,
også den holdt ham spændstig og ung.
Han kom tit retur fra hede og kjær
med jagttasken spækket og tung.
Det letted' når byttet fra lænden gled,
hans lune kund' sig da udfold':
»Det hændte i dag, som så ofte før,
a pikket 3) jen - øwr i æ knold'.
Når solskiven kasted sit flammeskær
over klitbæltets bølgende tag,
og farved Himmel, Hede og kær
og forkyndte den nye dag,
da stod de betaget, min Far og Mor
og så til fra den åbne staald,
og fryded sig owr, at deres gård
lå så nær de forgyldte knold'.
Mit hjerte kan skælve så inderlig fri,
når jeg genser de knoldede kjær;
og heden, klitter og engdrag og sti,
der alt ligger hjemmet så nær.
Da lægges en stilhed i sindet ind,
og jeg må mine hænder fold',
og hviske en tak for den Mindets Vind,
der frisker min sjæl fra - æ knold'.
- Ofte knytter sig mindet til simple ting,
som nu mit til min fædrenejord;
det er sjælens - »lønlige kildespring«,
som så dybt i vort hjerte bor.
Det springer ved dag, det springer ved nat,
det kender ej tid eller sted.
Vore gode minder, er en kostbar skat
at have på livsfærden med.
1) Hedevækster
2) en, der er skrøbelig
3) skød
Af Anton Olesen