Tekst: Jul. Strandberg Musik: Gammel skillingsvise
(Variationer for lirekasse)
Adolp var af stand velbåren,
men han elsked Thora uden held,
så sprang han lige ud fra Rundetår(e)n
og slog sig rent forskrækkelig ihjel.
Thora sad og græd ved nålen;
da hun fik at vide Adolfs død,
gik hun hen og drak af fitriaalen
og døde af den slemme drik, hun nød.
Adolfs fader tålte ikke,
at hans søn så skrækkelig omkom;
traurig hængte han sig i en strikke,
da først han havde drukket flasken tom.
Moderen fik knap fornummen,
at de andre sådan vandred bort,
for hun tog en snaps af opium'en
og sov sig død - ak, livets fryd er kort.
Thoras far var død, men mo'ren tro' de,
Thora mored sig på bal.
Da hun hørte, tøsen var kraporen,
hun droned sig i Frederiksholms Kanal.
Thoras onkel, stabssergenten,
dygtig karl, omend en smule sær,
han skød sig selv og fjorten børn og tanten
med røgfrit krudt og repetergevær.
Deres skrædder var af slagsen:
da han mærked, kunderne var væk,
myred han sig samme dag med saksen
- da konen så det, døde hun af skræk.
Og en mand, som kom fra Fyen,
skønt han ingen af dem havde kendt,
da han så, hvor galt det var i byen,
så skød han sig ved Thoras hus omtrent.
Jeg, som drejer denne kasse,
jeg er ked af livet, ser De vel;
men jeg vil ikke dø med denne masse
- nej, jeg vil langsomt dreje mig ihjel.
Fitriaalen = vitriolen.
en så frygtelig og navnlig omfattende tragedie, at man savner ord.