(Fætter-jeremiade) Komp: Valdemar Schjødt Forf: Erik Bøgh
Ak, ingen mennesker, nej, ingen dyr
på vor velsignede klode
træller som jeg ulyksalige fyr;
jeg er aldeles marode!
Skønt jeg først går i mit nittende år,
livet mig plager og trætter;
thi fra min fødsel var skæbnen mig hård:
Jeg kom til verden som fætter.
Jeg har kusiner - en græsselig flok!
ingen kan have en større.
To eller tre var mig flere end nok
tænk: jeg har henimod fyrre!
Fire Luiser, fem User og tre
Juller og Janer og Jetter
råber, så snart jeg blot lader mig se:
"Fætter!" og "Fætter!" og "Fætter!"
Der skal jeg hjælpe og der give råd,
der skrive op og beregne,
der holde silke og der købe tråd,
der er et mønster at tegne.
Der skal jeg hente - jeg ved ikke hvem
der skal jeg synge duetter,
der låne bøger og der følge hjem;
thi overalt er jeg fætter!
Nu skal jeg fare alverden omkring
først skal jeg ud på Glaciet -
derpå til Mitchel og derpå til Bing,
derpå til Kalkbrænderiet.
Så til fru Jensen på Amagerbro,
så til Nyhavn og - Potz Wetter!
jeg skal til jernbanen før klokken to!
Ak, jeg elendige fætter!
Mig har de ret til at sende afsted,
når og hvorhen det forlanges;
mig stakkels skrog koketterer de med,
hver gang en anden skal fanges.
Trøster i nød og reserve på bal,
postbud for ømme billetter-
Jeg går i hundene, dersom jeg skal
endnu et år være fætter!
Marode: fra lat., udaset, udkørt, afkræftet.
Selvom visen er fra 1853, og man i dag farer ud til Østerport i stedet for Glaciet, foruden at Mitchel og Bing forlængst er erstattet af andre mødesteder, er det svage køns faible for at udnytte sagesløse yngre, mandlige slægtninge stort set usvækket og fætres vanskæbne i kønne kusiners skygge ikke mindre bitter end dengang.
E.B., nr. 14.