Balladen om Abelsens kro
Melodi: Jens Trygve Dreijer - Tekst: Poul Feldvoss
I går fik de fjernsyn på Abelsens kro,
og ingenting er, som det plejer.
Selv tjeneren Osvald, som ellers er flink,
blir tirret af skærmens forvirrede blink
og vælter min fuldeste bajer.
For fjernsynet kværner, så ingen får ro
og har den nødvendige andagt,
når alt glider ned i den hærdede skal
til nymodens lyde af fjas og forfald,
den fremmede kasse har anbragt.
Jeg kender den djævel, der spottende lo
sin sagte, sataniske latter,
der varsler om ulykker, nederlag, død; jo,
fjernsynet bringer os åndelig nød,
og det, så det virkelig batter.
Det var ellers sådan en hyggelig kro
med alle de rigtige lyde,
den gode, naturlige, ærbare støj,
når stemningen stiger og holder sig høj,
og øllet får lov til at flyde.
Jeg kom der jo ikke for bare at glo
på fjernsynets flossede flakken
og kvæles i billeders kvalme magi,
nej, jeg vil sgu drikke og føle mig fri
for stikkende øjne i nakken.
Jo, fjernsynet skarnrider Abelsens kro,
og det er ved gud en skandale,
at sådan en menneskevenlig cafe
skal miste et ellers fortjent renomé
og gå til den evige dvale.
Jeg finder velsagtens en simplere kro
hvor fjernsynet ikke gør skade.
Skønt Herren ser mildt til de klippede får
foragter jeg dem, der må ta' sig en tår
til lallende tv-ballade.
Der må da vel findes en kro, der har ro
og frihed for Thor som for Loke;
hvor stemningen synes mig mindst lisså go',
som den jeg var vant til på Abelsens kro,
før fjernsynets triste epoke.
Brugernes vurdering
5,0
(
4
stemmer)
Siden er blevet set 4.310 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Du er nu logget ind og siden er tilføjet til din Festbog
Der er allerede en bruger med det brugernavn.