Kan synges efter Duftende enge...
Blændende hvid mod de blånende vande
stiger min ø, mine fædres hjem,
der på de store, de sandrige strande
søger min tanke tilbage mod dem.
Klitterne lejrer sig vogtende, stærke,
marehalmsklædte omkring Sønderho,
tjener som tilflugt for måge og lærke -
ja, gøgen selv kukker i klitten min tro!
Op gennem sandet, det vigende, varme,
finder jeg vej denne sol-sommerdag -
agter ud hører jeg Nordsøen larme -
fremme går brægende får i mag.
Øster står engene åbne mod vandet,
lyser af kløver og uldhvide får,
her handler havet nok blidest mod landet,
kræver dog afgift hvert eneste år.
Vejen går sandet og grå gennem enge,
trælsom og tung er for foden hvert fjed,
vandringen varer dog ikke ret længe -
snart Sønderho må jeg standse ved.
Fædrenes huse står stråtækte, lave
stedse med gavle mod øst og mod vest,
rundt om hvert hus er en grå lille have,
grånet af sandflugt og fygende blæst.
Her har I vandret i græsgroede gyder,
sjælsstærke led af min faders æt -
her, hvor end brægen og bølger lyder,
her har I levet og leet og grædt.
Ak, jeg vil gå ad de soltørre veje,
gå for at drømme om svundne år,
gå for at finde jert sidste leje
og hædre jert minde så godt, jeg formår.
Ukendt forfatter