Da jeg var dreng, var Fanø meget større
end nu, da jeg med mandens øjne tørre
kun ser en ø med klitter,
imellem hvilke titter
lidt eng og sandet muld
og mørke granplantager,
der ruger på sit guld.
Da jeg var dreng, blev Fanø skuepladsen
for hver en dåd, jeg hørte om i klassen
fra Arilds fjerne tider
til verdenskrigens sider
i nornens tykke bog. -
Nu er det fjerne Fanø
en lun og stille krog.
Fra øst mod vest jeg som Columbus sejled',
åh, hvor jeg led, før Salvador jeg pejled'.
Jeg satte båd i vandet
og knælede i sandet
ved villa »Bellevue«.
Som Levingstone jeg kæmped'
til Nordby mig påny.
Napoleon - det er og bliver navnet,
jeg som en fane kysset har og favnet,
da jeg som dreng var kriger.
Som ham jeg vælted' riger
fra Kikkebjerg til hav,
og fandt på vejen hjemad
et Waterloo - en grav.
Som mand jeg drømt og døset har på skansen,
hvor jeg som dreng kækt trådte dødedansen
som helten, Karl den tolvte.
Lidt vemod drømmen voldte.
Hvor var min drengesjæl,
hin fantasiens ganger,
der stej led' for min hæl?
Som mand jeg lidt af livets kamp har kæmpet,
og slag og spark det friske mod har dæmpet.
Jeg nederlag har fristet,
jeg tryglende har hvisket
til havets salte blæst:
»Tag mandens kongerige
for drengens raske hest! «
Da jeg var dreng, blev stort og blankt mit øje,
når jeg af disse Fanøs klitter høje
fremtryllede hav og riger,
om hvilke minder stiger
så tit i tanken frem.
Et strålebundt, der flammer
om drengens lyse hjem.
Anker, p.t. Rotterdam