(De sønderjydske piger) Komp.: N. P. Hildebrandt Forf.: Holger Drachmann
De vog dem, vi grov dem en grav i vor have,
lagde dem ved siden af den alfar vej;
alle vore blomster skal smykke deres grave;
sønderjydske piger, I forglemme det ej!
Hvem gemmer vi vel ellers vore kranse til!
Søster, hvad er det, du siger?
Lad fjenden plukke blomster derude,
hvor han vil: nælder hos de sønderjydske piger.
De ligger og lytter i jorden der nede,
lytter til hvert fodtrin på den alfar vej,
lytter, om på landsmål en læbe vil bede:
sønderjydske piger, I forglemme dem ej!
Og skulle vi vel have så glemsomt et sind;
søster, hvad er det, du siger?
De døde har vi tegnet os i hjerterne ind;
de bor hos de sønderjydske piger.
Men ak, de kan ængstes; thi tiden den rinder,
jævnende, som støvet langs den alfar vej.
Fjenden vil sig fæste de blegnende kinder,
sønderjydske piger, I forglemme jer ej!
Nej, heller vi os vier til den døde soldat;
Søster, hør efter, hvad vi siger!
Lad tøjterne ved Elben være tysken parat,
enker er de sønderjydske piger!
To jydske soldater faldt på landevejen nær Dybbøl i en træfning den 22. februar 1864 ved et hus i Bøffelkobbel. Husets ejere begravede dem i deres lille have foran huset. I 1877 besøgte Drachmann det tabte danske land, og synet af graven gjorde et så stærkt indtryk på ham, at han skrev sit digt om de sønderjydske piger og trofastheden mod de døde og Danmark.
I dag skjuler den moderne landevej, som er blevet løftet op over normalt niveau, huset og den gamle grav; men begge dele er der stadig og taler endnu deres sprog for den, der har tid til at standse op og lytte.
DM.l, pag. 58