Den der opfandt manden

Manden er min livret, men ak, hans habitus,
er en smule strivret med minus og med plus,
man får blod på tanden, og er så smæknervøs,
den, der opfandt manden må ha' en skrue løs.

Hersker på kontoret fra otte og til fem,
raser, slå i bordet, men når han kommer hjem,
går han ned med spanden, er ikke spor pompøs,
den, der opfandt manden må ha' en skrue løs.

Han kan være voksen, fjollet som en dreng,
stædig li'som oksen, pragtfuld i en seng.
Han kan slå på panden, og kæle med et kys,
den, der opfandt manden må ha' en skrue løs.

Mænd kan være stolte, kan se flotte ud,
ligne Karl den tolvte, og dog vær' en klud
stort set er hveranden så pivet som en tøs,
den, der opfandt manden må ha' en skrue løs.

Og på restauranter der kan han kæfte op,
råbe som en pranger, akkurat som på sit job,
hjemme er tyran'en så from og aldrig bøs,
den, der opfandt manden må ha' en skrue løs.

Han har en dejlig kone, men ak, han er et skvat,
hun ligger og bli'r glo'ne den hele lange nat,
men hormonbestanden har gjort ham til et drys,
den, der opfandt manden må ha' en skrue løs.

Tekst: Carl Andersen
Musik: Anders Delvig
Sunget af Lissie