Melodi: Henrik Blichmann Tekst: Mogens Dam
Jeg er kommet for at møde mit Europa
og den gamle verden, som engang var min.
Jeg er kommet for at se, om det er sandhed,
at den nu kun er en rygende ruin.
Jeg var længe borte - alt for længe borte -
fra det fjerne kun jeg hørte brag og skrig,
jeg vil ikke tro, at alt nu er ruiner,
kun en gold arena for den næste krig.
Jeg er den sidste turist i Europa,
jeg tynges hverken af guld eller spleen,
men jeg må se, jeg må vide,
om Europa overho'det kan leve efter kri'en.
De, der før rejste af lyst eller lede -
bli'r borte nu, de søger andetsteds hen.
Jeg er den sidste turist i Europa,
jeg er kommet for at møde det igen.
Og jeg søger i det blødende Europa
efter det, jeg drømte om i mit eksil:
Kunstens evige og farverige blomster
og de stille lærdes gammelkloge smil.
I en gyldenkuplet kirke i Warszawa,
vil jeg tænde lampen under et ikon,
og en aften vil jeg vandre i Venedig
for at møde Tizian ved Rialtobroen.
Jeg er den sidste turist i Europa.
Og som en hvileløs flakker jeg om -
Jeg vil til Wien for at mødes med Mozart,
jeg vil knæle for Rafael i Rom.
Jeg vil til London - til Stratford on Avon,
jeg vil se Antwerpen, Brughes og Bruxelles,
og som den sidste turist i Europa,
se Paris i solnedgang fra Tour d'Eiffel.
Jeg har genset Goethes digterhus i Weimar,
drukket tusind rosers dufte i Eutin,
og et halvt forkullet bind af 'Buch der Lieder'
fandt jeg under et teater i Berlin.
Jeg har drømt i Dresdens små rokokogader
og det gamle Lübecks brogede gotik,
og et sted i Leipzigs nærhed vil jeg høre
fra en landsbyskole Beethovens musik.
Jeg har et ærinde overalt i Europa,
hvor kærligheden har lidt et forlis
til Pere-Lachaise, hvor en stenkiste gemmer
støvet af Abelard og Heloise.
Og mellem Parthenons doriske søjler
Pall as Athene med spyddet i hånd
giver mig mod til at møde min skæbne
i den ranke, sokratiske ånd.
Jeg vil hilse alle Frankrigs katedraler,
smile sødt til en hyrdinde af Chardin,
møde Rembrandt mellem Amsterdams kanaler
og begrave mig i bøger i Louvain.
Jeg vil høre lærken synge over Norden
alle frie sjæles jublende motiv,
for at føle, at trods alt, hvad vi har mistet:
Under asken vil der vågne et liv!
Fordi du er som fugl Fønix, Europa!
Lad dem kun brænde dig og skænde din sjæl -
der vil dog altid spire nye, unge blomster
om din splintrede søjlekapitæl.
Jeg var den sidste turist i Europa,
der veg forfærdet for våbnenes gny -
jeg er den første turist i Europa,
når det rejser sig af asken på ny!
Lanceret af Lulu Ziegler ved matine i Riddersalen 1948.