Mel.: C.E.F. Weyse 1838
Menneskelivet - Aften - 777
1
Den store, stille nat går frem
med lys fra Himmelens sale;
hvert lys er sol for sjæles hjem
i højere verdners dale.
2
I himmel-oceanets skød
neddukker natten sin vinge
med alle stjernesoles glød,
mens sfærernes harper klinge.
3
O nat! rul dine verdner frem
i oceaner af himle,
med pris til Gud fra engles hjem
og jorderigs sjælevrimle!
B.S. Ingemann 1838.