Dansk folkemelodi - Tekst: Ukendt
Der stade tre skalke og tænkte et råd,
tingluti, tungluti, lustudilej,
de ville til møllerens datter gå.
Stolten Adelus.
Bådsmandshus, krusmusidus,
tingluti, tungluti, lustudilej.
Krestomani for snurrevurrevi,
for ceremoni.
To karle holdt en sæk så lang,
tingluti, tungluti, lustudilej,
en tredje ned i sækken sprang.
Stolten Adelus ...
"Og hør, kær' møller, du male os den sæk,
tingluti, tungluti, lustudilej,
men kast den endelig ikke væk."
Stolten Adelus ...
"Og sæt den sæk ved min datters seng,
tingluti, tungluti, lustudilej,
der kommer slet ingen rotter hen."
Stolten Adelus ...
Og da det blev mørkt i hver en vrå,
tingluti, tungluti, lustudilej,
begyndt' den sæk at kryv' og gå."
Stolten Adelus ...
"Og hør, kær' far, stå op og tænd lys,
tingluti, tungluti, lustudilej,
der er en tyv i vort møllerhus."
Stolten Adelus ...
Han klapped' hende på blegen kind:
tingluti, tungluti, lustudilej,
"Skønjomfru, du skal blive min."
Stolten Adelus ...
"Og hør, kær' far, sluk dog det lys,
tingluti, tungluti, lustudilej,
det var en kat, der bed en mus."
Stolten Adelus ...
Den gamle kælling, som på bænken lå,
tingluti, tungluti, lustudilej,
hun sa': "Den kat har støvler på."
Stolten Adelus ...
"Du gamle kælling, du skal få skarn,
tingluti, tungluti, lustudilej,
i morgen skal du i vor møllerdam."
Stolten Adelus ...
Og kællingen sank, og sækken flød,
tingluti, tungluti, lustudilej,
og al hendes vælling blev til grød.
Stolten Adelus ...
Den møller havde så lang en tand,
tingluti, tungluti, lustudilej,
hug' kællingen i røven, hev hend' i land.
Stolten Adelus ...
Gammel skæmtevise, som kan spores tilbage til 1400-tallet. Den var vidt udbredt i Europa, og handlingen er brugt i fortællinger af bl.a. Boccaccio og Chaucer. De mange varianter af visen adskiller sig stærkt fra hinanden: Skalkene kan fx være en møllersvend og hans far eller en skomager og en skrædder. Historien bliver ofte ført helt til ende med, hvordan det senere gik de to børn, der kom ud af affæren.