Boris Vian 1954 - Boris Vian 1954 Thøger Olesen
1 Til Dem, hr. præsident
jeg disse ord vil skrive
som måske er naive,
men læs i allenfald.
Igen fik jeg et brev
med ordre til at stille,
men da jeg ikke ville,
jeg disse linier skrev.
Jeg tænkte ved mig selv,
det er jeg ikke nødt til,
for jeg blev ikke født til
at slå mennesker ihjel.
Så bliv nu ikke vred,
jeg har da lov at mene,
at krige er gemene,
at verden vil ha' fred.
2 Det' over min forstand,
at lande skal gør's øde,
at men'sker skal forbløde
og slås til sidste mand,
at der endnu er no'n,
der har så lidt af krig forstå't
trods kvinders sorg og barnegråd
at de bevarer ro'n.
Bag fangelejrens hegn
er mænd med sjæl besløvet,
hvis bedste år er røvet,
hvis kære lider savn.
I morgen før det gryr,
forlader jeg mit barndomshjem,
hr. præsident, og det er Dem
og Deres krig, jeg skyr.
3 Mit ønske det er blot,
at jeg må gå i verden
og prøve på at lære den,
at vi ku' ha' det godt.
Lad os brug' det liv, vi har,
til at kæmpe mod den nød,
der gør, at bro'r vil slås med broder,
gør men'sket til barbar.
Hr. præsident, farvel,
hvis De vil kræve heltemod,
hvis der skal ofres helteblod,
så må De gør' det selv.
En desertør, javel,
men jeg er ikke bange,
og før jeg la'r mig fange,
må De slå mig ihjel.