Sunget af Kjeld Petersen i Apollorevyen 1951. Musik af Åge Stentoft. Tekst af Poul Henningsen.
Gør man bare såd'n,
så' det charleston,
ind med tæ'rne,
ud med knær'ne,
og den højre arm besnær'ne
rundt om Karlas fjedrende roll-on.
Ind' på vor's kontor
sker der ikke spor,
hele ugen har vi dovne t,
nu er temp'ramentet vågnet,
Karla danser som en meteor.
Det venstre ben er skabt til charleston,
højre bedst til sagte vals,
men begge dele danser Karla såd'n
at ens hjerte bli'r til sals.
Det sku' ha' vær't forbi med hend' og mig,
men hver gang jeg bestemmer det,
så vrider hun sig ud og ind om mig,
som en slangetæmmerske.
Hun danser som en storforbry'r,
så man ka' høre englesang og alt det dyr'.
Jitterbug er ingenting,
mod den tur som hun ta'r,
jeg får åndenød og sting.
Mit venstre ben bli'r træt i fødderne,
højre ben bli'r ve' og ka',
når vi to vandrer hjem langs søerne
arm i arm med sko'ne af.
Fotograf Tørk erklær',
han står ånder nær,
spøg'lser valser rundt
derhjemme,
han ta'r kameraet frem
og ta'r en film,
- ja, så' den dokumenteret.
Filmen viser Plum
åndeløs og stum,
uden Plum har set et muk,
så svæver åndens underbukser
om hans ho'de i det tomme rum.
Det venstre bukseben er citherspil,
højre danser tarantel
og undertrøjen stepper De, der vil,
ka' gå hen og se det selv.
Den film har Plum forlangt sig fjernet fra,
skåret ud brutalt og hårdt,
men det vil Tørk skam ik' så gerne ha',
Plum ka' retoucheres bort.
Se, det'r vel nok en fotograf,
som sådan ka' fjerne folk
og sætte på og af.
Folk må ha' en tørkertro
på hr. Tørk og hans film,
den er stadig lige go'.
Det venstre ben af Plums har ånden fået,
ja, nu har den tre med hver sin sok,
og så gi'r Tørk de troende hånden på'et,
filmen er sgu rigtig nok.
Volmer Sørensen
han er sør'me en svend
til at lave morsomheder
lørdag aften,
så man sveder.
Ja, folk vil ha' det såd'n,
siger Sørensen. Men
hjemme hos sig selv
er han fuld af sjæl,
lever i en atmosfære
fjernt fra alt det populære
i fordybelse og stille dvæl.
Hans venstre ben er Teddy Pedersen,
højre ben er Bach og Liszt
og Hedvig si 'r hans ofte sidder hen,
bitter, splittet, mørk og trist.
Når pligten kalder, så ryger han op
og så kaster han sig ud i sin vogn
til Rosenørns Alle og hopper så
lige ind som åndssvag klovn.
Med overmensk'lig selvkontrol
præsterer han det flade grin
fra ti til tolv.
Aldrig slipper han en stump
af kultur eller ånd,
det si'r hele tiden plump.
Hans venstre ben ved ik' hva' højre gør,
som ble' skruet af i entreen,
men det betales godt det møj, han gør
hoppende på det ene ben.
--