Musik: Kai Gullmar. Dansk Tekst: Arvid Müller
Jeg tar daglig med en Linie fem
ind til By'n - men naar jeg skal hjem,
saa'r den fuld - saa maa jeg staa i'n Strop,
for der er aldrig nogen Mænd, der rejser sig op.
Det er ikke det, at de blir sidd'nde,
det er Maaden altsaa, de blir sidd'nde paa,
der er som om Linie fem
den tilhører dem,
de sidder bare der og s e r !
Det er ikke bare, at de ser,
det er Maaden altsaa, at de ser paa,
først ser de ned ad Ens Ben
og saa op ad En,
saa gaber de og ikke mer.
Tiden er jo saadden,
jeg ved ikke hvodden,
den er forværret.
Dannelsen forsvinder,
ærlig talt, man finder
ingen, der er'd.
Det er Ikke det, at ingen er'd,
det er Maaden altsaa, ingen er'd paa.
Det hele er, syns jeg, ble't saa aabenlyst frækt,
i min Tid var det mer fordækt.
Pressen har jo saa'n en mægtig Magt,
den bestemmer alt, hvad der blir tænkt og sagt,
men det hænder af og til, de si'er
no'et skrupforkert, og saa maa de jo bringe Dementier,
Det er ikke det, de dementerer,
det er Maaden at de dementerer paa,
det skrupforkerte, det stod
paa Forsiden i Gaar,
det rigtige i Dag staar h v o r?
Det er Ikke det, at det staar hvor,
det er Maaden altsaa, det staar hvor paa,
det staar paa Bagsid'n med smaat
og helt isoler't,
det' Ilsom om, det er genert.
Tænk, for saa'n en Smøre
gir man 20 Øre,
altsaa, jeg sir,
sikke nogen Priser,
herregud, Aviser
er kun Papir.
Det er ikke det, at det' Papir,
det er Maaden altsaa, det' Papir paa,
det' Synd, de trykker saa meget paa'ed, syns jeg tit,
det er saa pænt, naar det er hvidt.