Det haver så nyligen regnet

Dansk folkemelodi - Tekst: Svend Grundtvig

Det haver så nyligen regnet,
og de træer, de dryppe endnu;
hvasse vind, tjørnen stind har dig såret,
de har revet din kåbe itu.
"Men trods regn og trods blæst
og trods stonn af nordvest
stander jeg dig dog alle tider næst!"

Jeg kan se på de øjne så klare,
at du haver for nyligen grædt;
regn på kind, sorg i sind, hvasse tjørne
i dit hjerte så lyst og så let!
"Hver en tåre på kind
som hver fryd i mit sind
haver du jo alene udi vold!"

For din fod ved hvert fjed vil jeg sprede
hver en blomst, hvert et duftende blad;
hver en fugl fra sit skjul vil jeg kalde,
de skal kvæde og kvidre dig glad.
"Lad dem blomstre i ly!
Lad dem svæve ved sky!
De kan ej få min angest til at fly!"

Nu i morgen, når solen står højest,
for din moder jeg stedes med bøn,
mæler blidt, spørger frit: Kære moder!
Må jeg være din trofaste søn?
"Se, det lysner i sky!
Hør, det ringer fra by!
Du er min, som for evig jeg er din!"

Forgængere for denne lyriske kærlighedsvise kendes fra Sydtyskland og Schweiz i 1700-tallet, og vejen til Danmark er måske gået via tyske og danske soldater i Sønder
jylland. Syv ret forskellige danske varianter af teksten blev indsamlet i Jylland og på Fyn under den store indsamlingsbølge fra midten af 1800-tallet, og det er nogle afdem, der ligger til grund for Svend Grundtvigs gendigtning af visen.