Melodi: Alex Sundstrøm - Tekst: Tove Ditlevsen
Hvad han hvisker, når han hviler ved din side, svøbt i duften
af dit lyse hår og gemt i dine sansers mørke pragt -
hvad hans hjerte råber til dig, hvad der toner gennem luften,
skal du gemme, tro - og glemme mest af alt hvad han har sagt.
Og han lyver ikke for dig, når han hviler ved din side,
når han kysser dine øjenhår og synker mod dit skød,
når han brænder ord imod dig, som du aldrig skulle vide,
når han løser alle lænker af sin længsels hede glød.
Du skal bare ta' imod det som et lille dyr i livet,
hed af glemsel, stum af lykke ved at gro og være til,
du skal åbne dig og grådigt drikke alt hvad han har givet,
du skal tro på det han hvisker i det korte, stumme spil.
Men når natten er til ende, og de pigelige kræfter
ikke mere når hans sanser, skal du skjule dig igen,
skal du glemme hvad han hvisked, hvad han græd og længtes efter;
hvis det gør dig ondt at mindes, skal du glemme det igen.
Men det sandeste i verden skal du vide, er hans stemme,
når han hviler ved din side, når han er dig ganske nær;
hvad hans hede læber hvisker, skal du gemme, tro - og glemme,
det er livets dybe åndedrag, er drøm og stjerneskær.