Otto Mortensen 1939 - Helge Rode 1922
1 Det store hav som omspænder jorden,
er hvermands ven og er hvermands fjende;
men der, hvor havet gik ind i fjorden,
hvor blev der stille og dansk derinde'
2 Se, kongen stævnede ind fra havet,
og sværdets pletter var endnu røde,
men bag var ufred og død begravet,
og foran lyste det milde møde.
3 Og solen smiler, og vandet blinker,
og sagte kysser hver bølge sandet.
Vær stille! Bøgenes blade vinker,
og det er Danmark, som intet andet.
4 O, livets dyb af livsalig varme,
da kongen bøjed sig frem i stavnen,
for begge kyster var velkomstarme,
som drog ham dybere ind i favnen.
5 Og højt på stenen, helt inderst inde
med blik, som missed mod blink fra vandet,
stod rank og solbrændt hans unge kvinde.
- Og hun var Danmark, som intet andet.