(Af "Aksel og Valborg") Komp.: C. E. F. Weyse Forf.: Adam Oehlenschläger
Det var ridder hr. Åge, han red sig under ø,
fæsted han jomfru Else, hun var så væn en mø,
fæsted han jomfru Else, alt med hin røden guld;
månedsdag derefter lå han i sorten muld.
Det var jomfru Else, hun var så sorrigfuld;
det hørte ridder hr. Åge dybt under sorten muld.
Op stod ridder hr. Åge, tog kisten på sin bag,
lakked så til hendes bur, sig selv til megen umag.
Han klapped på døren med kiste, fordi han havde ej skind:
"Hør du jomfru Else! Kom, luk din fæstemand ind.
" Gensvared jomfru Else: "Jeg lukker ej op min dør,
før du kan Jesu navn nævne, alt som du kunne før."
"Hvergang du dig fryder og i din hu er glad,
da er min kiste forinden med røde rosenblad;
hvergang du er sorrigfuld og i din hu er mod,
da er min kiste forinden alt med hint levret blod.
Alt galer hanen den røde, til graven må jeg ned,
til graven skulle alle døde; thi må jeg følge med.
Se du op til himlen og til de stjerner små,
da mærke du hvor sagtelig, at natten den mon gå."
Op så jomfru Else, op til de stjerner små,
i graven sank den døde, hun ham ej mere så.
Hjem gik jomfru Else, hun var så sorrigfuld;
månedsdag derefter lå hun i sorten muld.
"da er min kiste forinden med...": da er der inde i min kiste (roser/levret blod). En ret så uhyggelig riddervise fra Oehlenschlägers tragedie "Aksel og Valborg", og fælt må hr. Åges banken have lydt. Men ganske finurligt at bruge kisten til at hamre på døren med, nu hvor hans krop og lemmer er blevet til et luftsyn. Weyse skreven meget smuk melodi til digterens skrækvision. Men det blev ikke derved. Se nærmere under visen "Signelil sad i kakkelovnskrog".