Fra revykomedien »Guderne te'r sig«, 1940
Musik Kai Normann Andersen Tekst Poul Henningsen
Når solen bager formålsløst på tøndens staver
så vågner jeg så mavesur og ond.
Jeg mener sjælen bor i menneskers maver.
Tror De mon?
Byens bedste folk står nu ved roret.
Mon evnen til at handle derved sti'er
viser sig i værdigt slag i bordet
og ikke bar' i buk og skrav og smi'er,
syn på politik kan siges kort.
Men hvorfor sku jeg smide guldkorn bort?
Jeg tæller først til sytten,
så holder jeg bøtten.
Jeg ved kun sikkert et:
Jeg ved for lidt.
Lad store statsmænd tale.
De er så genjale.
Jeg nøjes med at tænke lidt.
Det kræver min filsofi.
Og selv før jeg tør tænke mit,
tæller jeg tit til ti.
Vi er i krig med Sparta har jeg nok forstået
og rådet mener, krigen er så sund
og det er klart, at vi vil tjene på'et
Tror De mon?
Muligt at jeg overdriver skaden
og ikke ser værdien ved en krig
men sangen som den bølger gennem gaden,
forstyrrer min eksakte filsofi
i grunden tror jeg faktisk ikk' engang
fornuften stiger under fællessang.
Jeg tæller helst til sytten
så holder jeg bøtten.
Min stemme er lidt svag
mod stormens brag.
Hvis jeg skal demonstrere
så tænker jeg mere
det er en rent personlig skik
og det er jo synd fordi
imod en filosofs logik
tæller en sang for ti.
Athens borgmester har sat mig i karantæne
og sagt jeg skal ta vare på min mund.
Kan nogens ord da være mere pæne?
Tror De mon?
Men min krop skal være loven lydig
jeg tier hvis man ønsker jeg er tavs.
Min mund er hverken kritisk eller spydig
jeg snor kun eftertænksomt skæggets tjavs.
Min mening har vel mest sit værd for mig
men man har lov at tænke hver for sig.
Jeg tæller helst til sytten
så holder jeg bøtten,
for svagt står vid og ånd
mod lovens hånd.
Og ska det være såden
så blir jeg på måtten,
jeg takker staten absolut
at tanken endnu er fri
og før den også bi ir forbudt
tæller de vel til ti.