Dronning Dagmar

Folkemelodi Tekst: Ukendt

Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg,
til Ringsted lader hun sig vente;
alle de fruer i Danmark er,
dem lader hun til sig hente.
Udi Ringsted hviles dronning Dagmar.

"I henter mig fire, I henter mig fem,
I henter mig af de vise!
I henter mig hid den liden Kirsten,
hr. Karls søster af Rise!"

Liden Kisten ind ad døren tren
med tugt og megen somme;
dronning Dagmar sidder hende op igen,
hun favned' så, vel hendes komme.

"Kan du læse og kan du skrive,
og kan du løse min pine,
da skal du slide rød skarlagen
og ride gråganger' mine."

"Kunne jeg læse og kunne jeg skrive,
jeg gjorde det alt så gerne;
det vil jeg for sanden sige:
eders pine er hårder' end jærne."

Så tog hun sankt Mari bog,
hun læste alt det, hun kunne;
hun kunne ikke lys på kronen se:
så såre hendes øjne de runde.

De ledte hende ud, de ledte hende ind,
det blev jo længer' og værre:
"Imedens det kan ej bedre vorde,
I sender bud efter min herre!"

Det var den liden smådreng,
han lod ikke længe lide,
han rykte sadel af bjælken ned,
lagde den på ørs hin hvide.

Kongen han stander på højeloftsbro,
og ser han ud så vide:
"Og hisset ser jeg en liden smådreng,
så sørgelig mon han kvide.

Hisset ser jeg en liden smådreng,
så sørgelig mon han trå,
det råde Gud Fader i himmerig,
alt hvor Dagmar hun må!"

Ind korn liden smådreng,
og stedes han for bord:
"Vil I noget med Dagmar tale,
I vide hende snarlig ord!"

Dankongen slog det tavlbord sammen,
at alle de teminge sjunge.
"Forbyde det Gud i himmerig,
at Dagmar skulle dø så unge!"

Der han red af Gullandsborg,
da fulgte ham hundred' svende;
der han kom til Ribe,
da var han mand alene.

Der var en ynk i fruerstue,
der alle de fruer græde;
dronning Dagmar død' i liden Kirstens arm,
der kongen red op ad stræde.

Kongen ind ad døren tren,
han så den ligbåre stande:
"Herre Gud Fader i himmerig
da bedre mig denne vånde!

Jeg beder eder, fruer og møer
og så I gode terner:
I beder en bøn alt for mig!
jeg taler med Dagmar så gerne."

Dronning Dagmar rejser sig af båren op,
hendes øjne var blodige røde:
"O ve, o ve, min ædelig herre!
hvi gjorde I mig den møde?

Den første bøn, jeg eder beder,
den vider I mig så gerne:
alle fredløse mænd, dem giver
I fred og alle fanger af jærne!

Den anden bøn, jeg eder beder,
den er eder selv til somme:
I lover ikke Bengerd efter mig!
hun er så besk en blomme.

Den tredje bøn, jeg eder beder,
den vider I mig så gerne:
lader I Knud, min yngste søn,
konning i Danmark være!

Jeg turde ikke ved i pinen brænde
både dag og nat,
havd' jeg ikke mine ærmer om søndagen snørt
og ikke strege på sat.

Nu er det tid, jeg farer herfra,
jeg må ikke længer lide,
nu ganger himmerig s klokker for mig,
Guds engle efter mig bide."
Udi Ringsted hviles dronning Dagmar.


Denne folkevise er også kendt under navnet 'Dronning Dagmars død'. Kong Valdemar 2.'s dronning Dagmar lå i året 1212 for døden i sin barselsseng i Ribe og skabte derved landesorg. Dagmar - egentlig Dragomir af Böhmen - blev nemlig betragtet som de svages beskytter og havde opnået en folkeyndest, der har været de færreste dronninger beskåret.