Tekst: Carl Arctander, Ludvig Brandstrup og Alfred Kjærulf.
Musik Kai Normann Andersen. Sunget af Arne Weel i Regnbuen på Scala Teater 1924
Sig mig du måne hist,
om du kan huske sidst
vi to fik en passiar ?
Husker du hvor det var ?
Jeg stod ved lygten der,
fuld som du ser mig her.
Fuld, fortvivlet og gal,
pint af sorg og af kval.
Du gamle måne,
der var ingen der så det.
Du gamle måne,
så kun du kan forstå det.
Du så mig hulke,
som et barn, samme nat,
hun mig havde forladt.
Måne er du virk'lig min ven?
Måne så glem det igen.
Sig mig du måne klar.
Ved du hvorfor det var ?
Han, som hun nu har kær,
er han det også værd ?
Ler hun til dig endnu ?
Mindes hun mig endnu ?
Måne, aner hun at
djævlen tog mig den nat ?
Du gamle måne,
der var ingen der så det.
Du gamle måne,
så kun du kan forstå det.
Når jeg kom fuld hjem
nat på nat, har du le't.
Alting, alt har du set.
Måne er du virk'lig min ven?
Måne så glem det igen.