(Skytte Lars' friervise) Sjællandsk melodi Forf.: Erik Bøgh
Du skønne, fåtryllenes Kjesten?
Ak, du haver røvet min fred
å fyldt mej mæ kval, så jæ næsten
æ færi å sprænges derved.
Jæ vel dej mit hjærte oplokke,
så ved du, hvordan ded æ fat;
jæ bruer men dau te å sokke,
å svemmer i torer hver nat.
Her æ vel i Flakkeberg Herred
a pier en hel mellejown,
men growt å formastelit er'ed
at ligne dem ved din persown.
Jæ sier dom sletsengen glowser;
men di æ som natten mod da'n;
få di æ blot leljer å rowser -
men du - du æ en tullepan!
Med dej va ded glædde å gammen
å følles på kærliheds vej.
Si nu: Ska vi vandre den sammen
- hvis itte, så sier du Nej.
Men vold mej dou itte den smærte,
o pige, betænker du vel:
Du knuser et bløddenes hjærte,
å slar Lars Matisen ihjel!
Visen, som stammer fra "Fastelavnsgildet" (1855), erklærer selv, at den er i sjællandsk mundart. Og i vore ensidigt jyske og hausgårdske dialektvisetider kan det være helt forfriskende også at smøre mundlæderet med det sjællandske. Om det så staves lige sådan, som Bøgh for de halvanden hundrede år siden antegnede, bliver helt og holdent op til fortolkeren. Bare husk, at det sjællandske "du" har stød i sig ellers duer dialekten ikke.