Dansk folkemelodi - Tekst: Ukendt
Skammel han bor sig nør i Ty,
han er både rig og kåd;
så væne haver han sønner fem,
de to fores ilde ad.
Fordi træder Ebbe Skammelsøn
så mangen sti vild.
Ebbe han tjener i kongens gård,
både for guld og ære;
hjemme sidder Peder, hans broder,
han lokker hans hjertenskære.
"Hil sidder I, stalten Adelus,
og syr hr. Ebbe klæder!
Ebbe han tjener i kongens gård,
han spotter eder og hæder."
"Så grant da kender jeg Ebbe,
og Ebbe kender grant sig:
han spotter ingen stalt jomfru,
halv mindre spotter han mig."
"Hør I, stalten Adelus,
vil I være min fæstemø?
det vil jeg for sanden sige:
Ebbe, min broder, er død."
Drukke de det fæstens-øl
end den samme nat,
brylluppet end før månedsdag,
de rådte det i så brat.
Det var Ebbe Skammelsøn,
han vågned om midjenat;
talte han for sin næste svend
af sin drøm så brat.
"Mig tyktes, at min stenstue
stod al i lysen lue;
der brændte inde Peder, min broder,
og så min skønne jomfrue."
"Det I tykte, jer stenstue
stod al i brændende glød,
det er: Peder, jer broder,
holder bryllup med jer fæstemø."
Det var Ebbe Skammelsøn,
han bandt sig sværd ved side;
så bad han sig orlov
hjem til sin fader at ride.
Det var Ebbe Skammelsøn,
han kom så vel i lag:
han kom til sin faders gård
den første bryllupsdag.
Ud korn Ebbes søstre to
med guldkar på hviden hånd:
"Velkommen, Ebbe, vor broder,
hjem til vort eget land."
"Hør I det, mine søstre to,
hvad jeg spør' eder ad:
hveden er dette møgle folk,
her er samlet i dag?"
Svared hans yngste søster
udaf så megen nød:
"Det er Peder, din broder,
holder bryllup med din fæstemø."
Sin ene søster gav han guldbrase på bryst,
den anden guldring på hånd:
"Dem havde jeg agtet min fæstemø,
førte dem af fremmed land."
Den ene søster bad ham hjemme være,
den anden bad ham heden ride:
"Tøver du her i denne nat,
det bliver os alle til kvide."
Ebbe han vendte sin ganger omkring,
han ville af gården ride;
hans moder fik i tøjlen og holdt,
hun bad ham hjemme bide
Hans moder fik ham hynde og stol,
at sidde på de øverste bænke;
hans fader fik ham kande i hånd,
bad, han skulle gå at skænke.
Skænked han den brune mjød
og så den klare vin;
hver sinde han til bruden så,
da randt ham tår' på kind.
Silde om den aften
rimen han faldt på,
det var da den unge brud,
hun skulle til senge gå.
Fulgte de den unge brud
alt til det brudehus;
for går Ebbe Skammelsøn,
han bær' for hende blus.
Ledte han den unge brud
alt ad den højeloftsbro:
"Mindes I det, stalten Adelus,
I gav mig eders tro?"
"Al den tro, jeg eder gav,
den har Peder, eders broder;
alle de dage, jeg leve må,
jeg vil eder være for moder."
"Jeg loved jer ikke til min moder,
jeg loved jer til min viv!
derfor skal Peder Skammelsøn
lade sit unge liv. .
Fordi træder Ebbe Skammelsøn
så mangen sti vild.
En af de berømteste og flotteste folkeviser, vi har. Tidligere anså man den for at være indbegrebet af middelalder, men viseforskeren Jørn Piø mener, at den - som mange andre 'middelalderviser' - er fra renæssancen. I de fleste sangbøger træffer man Th. Laubs rekonstruerede kirketonale melodiform, der dog er ren konstruktion. Her bringes kildens form, anderledes danseagtig i rytmen, som den blev indsamlet i 1809 efter bønder i Stenderup.