tekst: Th. Overskou, bøhmisk folkemelodi
En sømands brud har bølgen kær,
det stolte hav hun fjern og nær
betragter som sin brudeseng
og vugge for sin dreng.
I vindens susen, stormens brag,
orkanens hyl om sunkne vrag,
hun hører kun sin elskers ven,
der bringer ham igen.
Ja, stolt er sømands vilde liv,
når elementer stå i kiv,
hans kamp imellem død og liv
for ham er tidsfordriv.
Det hvide kors i dugen rød
står for hans blik som farens hegn,
thi blod er varsel vel om død,
men korset frelsens tegn.
Misunder derfor sømands lod,
hans liv er som den lette båd,
der tumler om på verdens hav,
til bølgen bli’r hans grav.
Men selv på havets dybe bund
han priser end af hjertens grund
den ven, som tog ham i sin favn
og gav ham hædersnavn.
........................................................................................................................