Jeg var ung, da jeg drog ud i verden,
jeg blev fristet af storbyens larm,
mor og far ønsked' lykke på færden,
deres afsked, var kærlig og varm.
Der var dejligt derhjemme på landet,
og min barndom var lykke og leg,
men jeg tænkte nok ikke på andet
end det store der ventedde mig.
Ensom er jeg, tanker går hjem,
hvor er min vej - ensom er jeg.
Man er ung, man er dum og betaget
af en stemning så lysende ny,
før man endnu har følt sig bedraget
af den store og lokkende by.
Nu er alle de glæder kun minder
og min hjemlængsel føles så stor,
for jeg mærker hvor båndene binder
til men hjemegn, min far og min mor.
Ensom er jeg, tanker går hjem,
hvor er min vej - ensom er jeg.
Her på stenbroen går jeg og drømmer
om en barndom i lykke og leg,
og den flimrende by man berømmer,
er en glædesløs, ørken for mig.
Hvad er storbyens gader og gyder,
imod skovsøens glitrende spejl,
der er meget man siden fortryder
og nu ser jeg for sent jeg tog fejl.
Ensom er jeg, tanker går hjem,
hvor er min vej - ensom er jeg.
Ensom er jeg, tanker går hjem,
hvor er min vej? ensom er jeg.