Tekst: Carl Arctander, Ludvig Brandstrup og Alfred Kjærulf. Musik: ch. Borel-Clerc
Sunget af Liva Weel i Regnbuen på Scala Teater 1924
Dengang jeg saa lyset første gang,
det var saamænd i Ivigtut,
jeg slog øjet op og saa
de glade nordlys der slog smut.
Bedstemoders yndlingssæl blev slagtet
og i skindet blev jeg svøbt,
indtil solen smelted' isen,
saa at jeg ku' blive døbt.
Sikke saa en middag Far han ga'
de fik lige, hvad de ville ha'.
Eskimo'er, eskimo'er,
elsker hvalros-Tournedoer.
De drak en masse Saint Marceaux'er
og Vieux Bordeaux'r og Veuve Cliqot'er.
Eskimo'er, eskimo'er,
elsker Dome og Curacao'er.
Der drikkes intet sted paa jord,
som mod Nord, hvor der bor eskimo'r.
Naah! Jeg voksed og op blev forlovet,
skatten var fra Umanak.
AAh! Han sa' saa yndigt til mig:
"Ska' vi dele min kajak ?"
Men han var saa hidsig
og da bryllupsdagen kom - oh ve - oh skræk,
harpunerede han præsten
og blev sat paa vand og spæk.
Aah! Men da han saa kom ud igen,
hvor jeg dog var lyk'lig med min ven.
Eskimo'er, eskimo'er,
har det bed're end man tror.
De sidder rundt omkring et bord
og klapper konerens popo'er.
Eskimo'er, eskimo'er,
de er smaa Boccacio'er.
Moralen hænger i en snor
højt mod Nord, hvor der bor eskimo'r
Aah! Men vores lykke var kun kort,
der kom ret hurtigt ende paa'en.
Han blev vred fordi jeg ikke
ville lånes ud til nogen
Tænk det gik saa galt,
at han en skønne dag blev hidsig og saa svor,
at han hell're ville dø, end se mig mer'
og han holdt ord.
Tænk han tog kajakken og sit spyd,
fik visiret paa og drog mod syd.
Eskimo'er, eskimo'er,
trives skidt, hvor pebret gror,
paa et kontor i Singapore.
Eskimo'r holder ord.
Han holdt osse, hvad han svor.
Der lever osse Romeo'r
højt mod Nord, hvor der bor eskimo'r.