Tilegnet forfatteren af »Fanøs Historie« N. M. Kromann.
Mel. : Der er et land...
Ved Jyllands kyst nær Vesterhavets brænding
en ø som bolværk står til storbys gavn,
den hilses derfor som en gammel kending,
når der fra havet styres ind mod havn.
Den ligger der så hvid og skøn og rolig,
hvad enten det er magsvejr eller blæst,
og søens folk den blev så kær en bolig.
Ja - Fanø kaldes øen imod vest.
På denne ø, hvor daglig havets brusen
som sød musik til folkets øre går,
hvor vestenvinden som en sagte susen
igennem klitten sand og hjelme gå;
her tusindtal af måger roligt trækker
henover ensom fredlyst ynglebo,
og millang strand med klit som vrist udstrækker.
sin faste, hvide fod med værdig ro.
Fra fordums tid og indtil vore dage
var viden om hin ø af ringe værd;
men da kom én, hvis mål det var at drage
mer kundskab frem om det, han havde kær.
Derfor hans navn vi mindes bør med ære
for al hans flid og ærlig forskertrang.
Ja - Kromanns navn vil Fanøfolket bære
i smuk erindring gennem slægters gang.
I Kromanns værk om ø og folks historie,
dets livskultur og sæd op til vor tid,
et billedklart - ja, som en mindets glorie
et lysglimt kaster over fædres strid,
hvis nøjsomhed og stadig kamp for føden
opfostred slægt af sunde kvinder - mænd,
de sidste ofte brat blev mødt af - døden
på havet, hvor de skaffed brødet frem.
Men havet var trods alt den store åre,
hvis strøm blev næringslivets rige frø,
fra tidlig alder - mandkøn lod sig kåre
som trofast brudgom der til salten sø.
Fra Norges kyst til Hollands fede egne,
ja, datids fartøj helt til England stak,
de sømænd fór på alskens handels vegne
på galeaser, slupper, kuf og smak.
Årtier gik og krav blev: større både;
man derfor kølen la' til bark og brig
tilligemed en herlig fuldskibsflåde,
hvis skønne linier pryded skrog og rig.
Ja, nu fik øen plads i første række
blandt landets verdenskendte sejlerflok,
nu intet kunne Fanøfolket skrække
fra - overalt - at vise røjl og fok.
Nu fulgte der en sejlskibsperiode
med gylden høst for lange magre år,
så »Frihedsbrev« blev just som folket tro'de
en årsag til at bedre deres kår.
De viste nu i gerning helt tilfulde,
at stordåd øves ej i tugt og tvang.
Nej - skal der spires efter vinderkulde,
må solskin til at lyse over vang.
Men tiden kom - da havets stolte svaner
fik nådestødet af propel og damp,
ja, før end søens mænd det rigtig aner,
var flåden »slået ud« i denne kamp.
Århundred sømandsskab er nu blot minder
med sejl og vindens fløjt i rig og mærs,
nu Fanøs kække mænd og gode kvinder,
må synge »Svanesangens« sidste vers.
Men øen tro sin gamle sømandsære,
dens mænd gør stadig pligt på bak og bro,
på damp'rens dæk forsøger de at være
sit sømandsskab og skipperkaldet tro.
Ja, Fanø - dine havets kække sønner,
hvis hu den dag i dag er: Liv på sø;
må han, som hører hjertets stille bønner,
bevare - navnets glans fra helt at dø.
Anton Olesen. Januar 1937.