I anledning af 200 års jubilæet
Mel.: Længe var Nordens eller Dejlige Danmark.
Fanø, du sender
Sønnerne dine
ud fra din redes
lunende favn,
rundt om i landet,
mange på vandet,
fylder nu pladsen
og hvervet, de fik.
Fjernt fra dig eller
her i din nærhed,
stolt har de hævdet
fædrenes vej.
Aldrig de glemte
barndom og hjemstavn.
Højt de istemte
Fanø, din pris.
Derfor med stolthed
og glæde vi samles
rundt om fra landet
med hjemøens folk.
Daglivets højhed,
dansenes ynde
fryder hvert hjerte -
Mindet er tolk.
Fanø, din strandbred
drager os altid.
Sundhed og styrke
gi'r os dit bad.
Og dine klitter,
marehalmsklædte,
slynger sig om dig,
som perler på rad.
Helst dog ved hjemmet
dvæler vor tanke.
Festernes minde
gemt dybt i sind.
Fædres og mødres
færden derhjemme.
Grandernes del
i højtidens glans.
Bruden med kronen
så vi frembære højt
på sit hoved -
ældgammel skik.
Dragterne fine
båret af slægten.
Ungdommen lærte
at yde respekt.
Markpigens ynde,
børnenes latter,
kvindernes indsats
i arbejdets strid,
enkernes storsind
og sømandens - fatter
den kun, der elsker
og ærer sin tid.
Dannebrog smelder,
øjnene tindrer.
Havene pløjes,
kendt er vort flag.
Skuderne stolte
velstanden øged
for øen - vor egen
i to hundred år!
Kirken som midtpunkt
kaldte os sammen -
i højtid og fest og
i alvorens stund.
Mindet vi gemmer
og hjertet istemmer
tak for hver plet på
fredfyldte sted.
Fanø, du drager
tankerne hjemad,
og du fornemmer
tonernes klang:
Fanø, o Fanø!
Sønnerne dine
ærer og hylder
dig med vor sang.
Fanø, vi hvervet
har dig med rette,
hædret og æret
dig to hundred år,
Herre, vi takker
dig nu og beder
at Du bereder
os end en vår!
M.E. Thomsen
--