Mel.: Dansk visemelodi 17. årh. / Kingo 1681 - O kristelighed
Kristenlivet - Forsagelse og kamp - 614
1
Far, verden, far vel,
jeg kedes ved længer at være din træl!
De byrder, som du haver byltet mig på,
dem kaster jeg fra mig og vil dem forsmå,
jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved
forfængelighed!
2
Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med fager gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd,
forfængelighed!
3
Hvad er mine år,
som listende svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring, mit grublende sind,
min sorrig, min glæde, mit hovedes spind?
Hvad er dog mit arbejd, min møje, min sved?
Forfængelighed!
4
O rigdom og guld,
du jorderigs afgud i skinnende muld!
Du est dog af verdens de skuffende ting,
som vokser, aftager og veksles omkring,
du est dog i højeste mærke og med
forfængelighed!
5
Ak, ære, hvad er,
hvad er vel de kroner og kranse, du bær'?
Misundelse sidder dig altid på ryg,
du hemmelig stødes og sjælden er tryg,
du ofte dér snubler, hvor andre de gled;
forfængelighed!
6
Ak, yndest og gunst,
du hastig opkomne og faldende dunst,
oppustende gøgler, henviftende vind,
med tusinde øjne du dog løber blind;
hvad est du, når man dig ved solen har set?
Forfængelighed!
7
Ak, kødelig lyst,
som mangen med dødelig læbe har kyss't!
dit fængende tønder, din flyvende gnist
blev mangen til evige luer til sidst;
din skål synes honning, men drikken er led,
forfængelighed!
8
Så far da, far vel!
du skal nu ej længer bedrage min sjæl,
bedragerske verden, jeg takker dig af
og sænker dig ned i forglemmelsens grav;
jeg længes at trøstes for sorrig og nød
i Abrahams skød!(1)
9
Der skal mine år
begyndes i evigheds dejlige vår,
der skal ikke dagen ved solen opgry,
ej månen tilmåle mig næde og ny;
men Jesus er solen, hvis stråler er strø'd
i Abrahams skød!
Thomas Kingo 1681. Bearbejdet 1854 og 1899.
(1) Luk 16,22