Mel.: Op, alle folk på denne jord - Hvad kan os komme til for nød
Syndernes forladelse - Guds kærlighed - 493
1
Gud Herren så til jorden ned
fra høje Himmel-sale
og ledte om retfærdighed
på bjerge og i dale;
men trindt på jord ej fandtes én
for Gud uskyldig, hjerte-ren,
af verden ubesmittet.(1)
2
Thi stod jeg som en synder her,
min skaber, for dit øje,
om end for verden ren og skær
jeg turde mig ophøje;
men ak, jeg ved ej heller tal
på mine fejl og mine fald,
de dunkle med de klare.
3
Men du vil ingen synders død,
og råd har du udgrundet,
derfor det over jorden lød:
Den rene jeg har fundet,
det er min Søn, men dog en mand,
og blive skal for mig som han
enhver, som tror på Sønnen.
4
Nu Jesu tro er al min trøst,
dog er din store nåde,
som du i Jesu navn gav røst,
for syndere en gåde,
så lukke må med flid jeg tit
for verdens klarhed øje mit,
når hjertet skal husvales.
5
O du, som skabte hjerte mit,
det dybe, underfulde,
o, dan det efter hjerte dit
til Himmel-spejl i mulde,
så jeg langt mer, end selv jeg ved,
kan lære af din kærlighed
om nådens rige fylde!
6
Da skal jeg ret med Åndens sans
i lyset fra det høje
få syn på støvets Himmel-glans
i Jesu Kristi øje
og finde min retfærdighed,
som af din dybe kærlighed
i ham til mig udspringer.
7
Når da, som vinden skyer blå,
din ånde blidt mig driver,
da skal mit hjerte godt forstå,
hvordan du synd tilgiver,
og i det samme Jesu navn,
som råder bod på alle savn,
skal salighed jeg finde.
N.F.S. Grundtvig 1845. (1) Sl 14,2-3