Mel.: Ansbach 1664 - Freylinghausen 1704
Syndernes forladelse - Guds kærlighed - 492
1
Guds igenfødte, ny-levende sjæle,
møder vor Fader i syngende flok!
Herrens nyskabninger, I, som fik mæle,
kan i hans lovsang ej øve jer nok.
Lader dog hver sig for Faderen høre,
hvem der kan dejligst hans nåde kundgøre!
Halleluja, halleluja!
2
Onde vi vare og døde som stene,
hårde i hjertet som marmor og stål,
det var din mægtige styrke alene,
som os fik reddet og nå'de sit mål,
lod os ved Ånden i ordet fornemme
Frelserens levendegørende stemme.
Halleluja, halleluja!
3
Når vi betænker, hvad Faderen tænkte,
da han begyndte at drage os ud,
da han os livet i Midleren skænkte,
smykked os faldne til Frelserens brud,
at han os elskte, os onde, så såre,
må vi hensmelte i kærligheds tåre.
Halleluja, halleluja!
4
Hvo vil nu Herrens udvalgte anklage?
Gud os i Kristus retfærdige gør,
her er velsignelsens fylde at smage,
her er Guds nåde og Himlenes dør;
troen brød gennem al angestens pile,
fandt under korset sit fristed til hvile.
Halleluja, halleluja!
5
Aldrig kom englene sådant for øre,
før man begyndte Guds harper at slå,
det var for dem så livsaligt at høre,
Himlenes hele forsamling tog på:
Amen! Halleluja! Sejren er vundet,
Jesus sit får, det fortabte, har fundet!
Halleluja, halleluja!
6
Op da, I troende, Herrens udkårne,
kender dog Faderens kærlige sind!
Hjertens fortrolige, som hans Enbårne,
trænger i favnen ham tættere ind!
Takker for den uskattérlige ære,
at I hans sønner og døtre må være!
Halleluja, halleluja!
Hans Adolph Brorson 1735. C.J. Brandt 1885. Thomas Laub 1896.