Komp.: Ukendt Forf.: H. C. Andersen
Højt under taget, hvor svalen bor,
har også studenten sit kammer,
der sidder han nærmere englenes kor
trods stuens og salens madammer.
På væggen hænger hans hele stads,
i lommen er skillinger fire,
på bordet ligger Homer og Horats
samt mange, beskrevne papire.
Et tællelys brænder i stagen smukt,
selv skærer han aftensmaden.
Det er så silde, hans dør er lukt,
kun vægteren sværmer på gaden;
lad ham kun sværme i blåt talar,
det rager studenten jo ikke.
Han stirrer så tavs gennem rudens glar,
ser stjernerne blinke og nikke.
Han tænker på mangen en barndomsdrøm,
imedens han stopper sin hose;
da bliver om hjertet han ganske øm,
hans kinder ser ud som en rose.
Han yndes af mange, har dog ingen ven,
endsige en lille veninde;
thi flagre hans sukke i natten hen
til nar for de lystige vinde.
Men sukke og græde er ingen plaser,
undtagen for syge poeter;
se, månen sidder på taget og ler
ad ham og ad Povl og ad Peter!
Studenten damper sin pibe ud
og vender så lyset i stagen;
så beder han barnlig en bøn til gud
og trækker så dynen om hagen.
Talar: embedsdragt - her altså den lange kavaj, vægterne gik rundt i.
Provinsstudenten i København. Et lille, stilfærdigt genrebillede af det nøjsomme studielivs dagligtilværelse. Præget - som altid - af Andersen selv som "barnlig from", men også den "syge poet", der må tage et tag i nakken på sig selv, før han bliver alt for selvmedlidende. Fjernt fra tidens larmende studenterlyrik om punchebolle i åndernes rige giver visen her måske et nok så sandt billede af det at være i studietidens puppestadium.