L. C. Nielsen.
Havet omkring Danmark,
vort moderlige Hav,
blaat som vore øjne og blidt som vore Drømme,
minderige Strømme,
som stryger mildt mod Kyst,
Længsel bar du lagt i vort Bryst.
Vi vandrer din Vej, vi lyder din Lov,
vi pløjer dine Enge med Kølens ranke Plov.
Du vugger os i Verden, saa vide som vi vil,
dig elsker vi, o Hav, og dig vi hører til.
Havet omkring Danmark, vort moderlige Hav,
graat som vore Vilkaar og grønt som vore Løfter,
skumbesatte Kløfter
som kløver ø fra ø
daadfuldr har du lært os at dø !
Vi vandrer din Vej, vi lyder din Lov,
vi pløjer dine Enge med Kølens ranke Plov.
Du vugger os i Verden, saa vide som vi vil,
dig elsker vi, o Hav, og dig vi hører til.
Havet omkring Danmark, du moderlige Hav,
stridt som vore Viljer og stolt som vore Sejre,
brynjeklædte Lejre,
som larmer under Strand,
Hæder skal vi høste vort Land!
Vi vandrer din Vej, vi lyder din Lov,
vi pløjer dine Enge med Kølens ranke Plov.
Du vugger os i Verden, saa vide som vi vil,
dig elsker vi, o Hav, og dig vi hører til.