Mel.: Carl Chr. Nic. Balle? 1850. Thomas Laub 1900
Den hellige, almindelige kirke - Kirkens fornyelse - 349
1
Herren han har besøgt sit folk,
natten hun blev til morgen,
Menneskens Søn, Gud Faders tolk,
slukket nu har al sorgen.
2
Frelseren lå i sorten jord
nætter såvel som dage,
men det opstandne livsens Ord
døden ej mer kan smage.
3
Kirken hun sad i enkestand,
sørged for den Enbårne,
glemte, at han i gravens land
stormede dødens tårne.
4
Deraf udsprang den bitre sorg,
ligfærd med gråd og klage,
hulken for sang på Zions borg,
nætter såvel som dage.
5
Herren han er dog sine tro,
også når de mistvi'le,
roser han lod på torne gro,
lærte os så at smile.
6
Blegt som et lig var livets ord,
dødt det os lå på tunge,
Ånd dog fra Herren i det fór,
engle derom vil sjunge.
7
Synger da med i højen sky:
Ordet stod op af døde,
lyder i Åndens kraft på ny,
tænder, så tunger gløde!
8
Lever nu op, I kristne små!
Nu er her godt at være,
alle Guds engle med os stå,
vil jer på hænder bære.
9
Frelseren lå i sorten jord,
sidder på ærens trone,
ånd og liv er til os hans ord,
glæden vor salmetone!
N.F.S. Grundtvig 1836 og 1853.