Mel.: En sommermorgen så jeg solen stige
Histovre - der hvor Vesterhavets bølger
med vældig larm mod kysten bryder frem,
hvor husene sig trygt bag klitter dølger,
der er mit hjem, mit kære, gamle hjem.
Der leved jeg min barndoms glade dage
og vokste op ved havets fri musik,
der stedse drog mit hjerte mig tilbage,
hvorhen, hvorhen i verden end jeg gik.
Jeg elsker Fanøs smukke, brune banker,
jeg elsker højt hver plet på land og sø,
og stedse skattes højt i mine tanker
det folk, der bor på denne gamle ø.
Fra barndom af de alle elsked havet,
dets brusen lød for dem som vuggesang,
det hav har dog så mangt et håb begravet,
når over bølgen stormbasunen klang.
Derovre går så mangen vakker pige
og venter på en kær og elsket ven,
som bort fra hende drog til fremmed rige,
hun ønsker kun: Gid han var her igen.
Derovre slår så mangt et trofast hjerte,
kun troskab bor i Fanøpigens bryst,
der gods og guld ej volder elskov smerte,
der lyder man kun kærlighedens røst.
Ja, der hvor Vesterhavets bølger true
med undergang den kække, lille ø,
hvor værn mod havets magt er klittens bue:
»Der er det skønt at leve, tungt at dø«.
MK