Og solen sig nejed og himlen blev rød,
og skyerne fremsteg fra vest,
hans kinder blev hvide, og bleg som en død
han ville bestige sin hest.
Da så han i afstand sin Hulda komme,
han hørte soldaternes trompet og tromme,
da tøjred han atter sin modige hest,
og iled til Hulda så glad som til fest.
"O Hulda, du elskte, kom hid i min favn,
i morgen jeg rejser fra dig.
Forglem ej din Hjalmar, forglem ej mit navn,
o Hulda, vær tro imod mig.
Thi stedse, i fald jeg må blive i live,
du trofast og ung i min tanke skal blive;
ja, lov mig, du hulde, at være mig tro,
da glemmes min sorg, og mit hjerte får ro."
"Min Hjalmar, ret aldrig jeg bryder min ed,
og ej skal jeg glemme dit navn:
jeg misted min glæde, og jeg misted min fred,
om du tog en anden i favn.
Det aldrig skal spørges, hvor end jeg skal vanke,
at jeg skulle skænke en anden min tanke.
Før døden os kalder, før skilles vi ej.
mit hjerte for evig kun tilhører dig."
Skillingsvise, hvis original indeholder hele tragedien, fortalt i 23 vers. Julius Strandberg (1834-1903) grundlagde i 1861 sit eget forlag, der hurtigt voksede til den tids største. Han producerede folkelig underholdnings-litteratur og skillingsviser. I alt udgav han over 10.000 sange. Mange af viserne var skrevet af ham selv; han nævner fx i sin dagbog, at han i 1884 solgte 405.000 visetryk. Alene visen om Christiansborgs slotsbrand solgte 60.000 eksemplarer.