Fra »Rugens Sange« 1906, udkom som skillingsvise og blev oprindelig sunget på melodien »En dejlig ung ridder« (Vort modersmål er dejlig). Jeppe Aakjær, 1905
Hvem sidder der bag skærmen
med klude om sin hånd,
med læderlap for øjet
og om sin sko et bånd,
det er såmænd Jens vejmand,
der af sin sure nød
med hamren må forvandle
de hårde sten til brød.
Og vågner du en morgen
i allerførste gry
og hører hamren klinge
på ny, på ny, på ny,
det er såmænd Jens vejmand
på sine gamle ben,
som hugger vilde gnister
af morgenvåde sten.
Og ager du til staden
bag bondens fede spand,
og møder du en olding,
hvis øje står i vand, -
det er såmænd Jens vejmand
med halm om ben og knæ,
der næppe ved at finde
mod frosten mer et læ.
Og vender du tilbage
i byger og i blæst,
mens aftenstjernen skælver
af kulde i sydvest,
og klinger hammerslaget
bag vognen ganske nær, -
det er såmænd Jens vejmand,
som endnu sidder der.
Så jævned han for andre
den vanskelige vej,
men da det led mod julen,
da sagde armen nej;
det var såmænd Jens vejmand,
han tabte ham 'ren brat,
de bar ham over heden
en kold decembernat.
Der står på kirkegården
et gammelt frønnet bræt;
det hælder slemt til siden,
og malingen er slet.
Det er såmænd Jens vejmands.
Hans liv var fuld af sten,
men på hans grav - i døden,
man gav han aldrig en.
--