Tekst: H. C. Andersen, 1850
Melodi: Tysk folkemelodi
Hvor skoven dog er frisk og stor,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
Skovmærker der og jordbær gror,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
I træets bark er mærke sat,
der så jeg dig en måneklar nat.
Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
I måneskin er smukt at gå,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
I skov ved solskin ligeså,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
Af kukkeren jeg vide får,
hvor mange kys og leveår.
Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
Gør ikke verden dig for tung,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
Husk på, du er kun én gang ung,
kuk-kuk, kuk-kuk fallera.
Skovmærker gror, og jordbær gror,
og kukkeren ved når og hvor.
Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
Ifølge en gammel folketro tæller unge mennesker gøgens kuk for at finde ud af hvor mange kys de har til gode. Gamle mennesker, derimod, fortolker antallet af gøgens kuk som de tilbageværende leveår.