Morten Eskesen 1876 - Jonas Lie 1865
1 Ind under jul, hvor er det trist,
snefog og kulde og korte dage;
sindet bøjer sig ned til sidst,
ved ikke, hvor det skal modet tage;
mindre og mindre af dag det lyser,
hjertet i kulde og mishåb gyser, kommer ej jul?
2 Året, som stod ved sankte Hans
lyst mellem blomster i sommerdagen,
nu er det fattigt på sol og glans,
ligger og sygner på sneens lagen,
fryser og føler, dets kraft er omme,
så må det være, før jul kan komme.
Kommer ej jul?
3 Sådan stred verden en vinter hård,
længtes med sol trang i hjertegrunden,
stred med en vinter på tusind år,
tænkte, den skulle til våren vunden,
Men da den følte, dens kraft var omme,
da først lod Herren sin sol nedkomme,
da først kom jul.
4 Midt udi mørket og jordens kuld',
medens vor sol er ved at dale
stiger Vorherres op som jul,
bli'r det sankt Hans i himlens sale;
netop som jord ej mel' kan råde,
kommer et frelsens væld af nåde,
så kommer jul.