Lars Møller Ibsen 1842 - Christian Hostrup 1876
Jeg rutter med glædens og håbets ord,
det statsmanden aldrig kan døje;
den stakkel skal lappe vor sprukne jord,
det er en fortrædelig møje.
Mens bidsk han tygger sin tørre negl,
så flyver glad jeg for fulde sejl.
2 Den dristige flugt gør ham stadig vred;
han jævner til venstre og højre;
hvad højt rager op, vil han trykke ned,
hver kraft han tilbørlig vil tøjre.
Snart har han alting gjort tamt og ens,
men jeg, jeg er ham for let til bens.
3 Han sidder belemret af gods og guld,
af titler og hensyn og former;
jeg klæber ej fast ved det døde muld,
bevinget mod himlen jeg stormer.
Men hvad jeg ser fra den høje tind,
det kalder gnavent han hjernespind.
4 Og råber så højt han på kløgt og år,
på ungdom og skuffende løgne,
så bøjer jeg mig for hans hvide hår,
men tror lige fuldt mine øjne.
Til råd er gubben en herlig gæst,
men unge øjne, de se dog bedst.
5 Ja, lidet jeg frygter for stormens hvin,
ej ænser jeg vinterens kulde;
jeg ser gennem sneens det tætte lin,
at våren er vågnet i mulde;
jeg ler ad hele den kloge flok
og venter trøstig, - den kommer nok.