Melodi: Kai Normann Andersen - Tekst: Mogens Dam
Fie var jomfru, og Jens var husar,
de var at se ret et nysseligt par.
Fies øjne var så blå
som de bovser Jens havde på.
Sofie, Sofie
til kys og klap hun var parat,
for hun var en pige
tilpas for en soldat.
De gik på volden at snakke om novt,
hva' man såd'n snak' om når man er forlov't.
Solen stak, og Jens var varm,
om Sofie smak han sin arm.
Sofie, Sofie!
Slå ej de skjønne øjne ned,
min viv skal du bli'e
i tugt og ærbarhed.
Løvet det hvisked' og fuglene sang,
Jens havde nattegn og Fie havde trang
til at vise straks på stand,
hvordan at hun elsked' sit land.
Sofie, Sofie,
hun for en svend i kongens klæ'r
ku' gøre ja, lige
omtrent hvad det sku' vær'!
Først henad morgen de vandrede hjem,
da var en hoben der hændt mellem dem.
Førend året rinder ud,
sagde Jens, du vorder min brud.
Sofie, Sofie,
i evighed du er min eg'n,
og min skal du bli' e
med både præst og degn.
Men da vor Jens til kasernen hjem kom,
så blev han stedet for krigsret og dom,
thi han havde svegen før
hen ved seksten ærbare møer!
Sofie, Sofie,
ret aldrig din husar du får,
først sødt og så svie
det er din lod så hård.
For nu er Jens ikke mere husar,
Fie er heller ej mer' , hvad hun var,
drengen han har øjne blå
som de bovser Jens havde på.
Sofie, Sofie,
tag dig igen en hjertenskær
oh, pige, oh, pige, men ej i kongens klæ'r!
Sunget af Marguerite Viby i filmen 'Sørensen og Rasmussen' 1940.