Tekst: Björn Afzelius. Oversættelse: Bente Laursen. Musik: Björn Afzelius
Juanita, hun var dejlig som et daggry,
da de mødtes i Madrid for længe sid'n.
Og han var ung, han var en af mange hundred'
som tog ned for at slås for friheden.
Og Juanita hun var med dem ved fronten,
og hendes glød gav de andre kraft og mod.
Og om natten sang hun sange til guitaren
om folket og den fremtid som hun
var beredt til at forsvare med sit blod.
Juanita, han vil altid huske på dig;
i hans indre står du altid smuk og klar.
Juanita, skønt han aldrig kunne få dig,
kan han mindes, hvor stærk og fin du var.
Men de tabte, for fascisterne var stærke.
Han tog hjem med en bitterhed der skar,
og Juanita måtte flygte fra sin hjemegn,
og skønt han skrev, fik han aldrig noget svar.
Og tiden gik, Spaniens helt var blevet gammel,
men han håbed' at en solidaritet
voksed' frem hos den ungdom der kom efter,
mens minderne om Juanita
blevet drømmesyn som fra et andet liv.
Juanita, han vil altid huske på dig;
i hans indre står du altid smuk og klar.
Juanita, skønt han aldrig kunne få dig,
kan han mindes, hvor stærk og fin du var.
Men hans sønner var i Spanien sidste sommer.
De holdt ferie på et flot og nyt hotel.
Og på stranden traf de på en gammel kone,
da de gik ud for at feste sent en kvæld.
De havde sludret, de fortalte om den gamle,
om hans kamp dengang i tred'vernes Madrid,
da for hun op, skreg: »Den mand, ham har jeg elsket,
men I bruger jeres penge
til at støtte dem han kæmped' mod med fare for sit liv.
Så tag hjem! I har været her for længe.
I forsinker vores friheds lyse stund.
I turister burde vide, jeres penge
er som honning i overmagtens mund.«
--