(Laterna magica) Komp.: Ukendt Forf.: P. A. Heiberg
Kommer, hvo som komme kan!
Kommer mand og kvinde!
Skønne rariteter man
her hos mig skal finde.
Min Laterna magica
ser I her - etcetera
:,: får I for en styver. :,:
For den styver skal I se,
hvad I aldrig venter:
Himmel, jord og helvede,
seksten elementer;
ånder hugne ud af sten,
mennesker på fire ben,
:,: køer og får på tvende. :,:
Her står Eva med korset
midt i Edens Have;
Adam på en fransk ranet
sulten ses at gnave.
Kommer så en bosniak,
gi' r dem hver en ussel frak
:,: og af haven driver. :,:
Se, hvor Rachel Josef kan
trække ud af kjolen!
Her står Josua, hendes mand,
der kan kuske solen.
Her går Ruth og sanker korn;
Moses med to store horn,
:,: Potifar med større. :,:
Noahs Ark, for storm og vind,
som et vrag hist flyder;
for i havn at komme ind
efter lods han skyder;
men sit rederi til sorg
strander på Amalienborg
:,: mellem to palæer. :,:
Ser I her Kong Saloman,
som en løve dræber!
Siden i sit strømpebånd
Dalila ham slæber;
Så med kæften af et får
han i Polen tappert slår
:,: tusind insurgenter. :,:
Lille Goliath så rask
kæmpen David kræver,
slår ham i hans pandebrask
med to knytte næver.
Siden med sin tollekniv
ta'r han resten af hans liv
:,: fra den lange rækel. :,:
Absalon sig ved sit hår
hænger og afliver.
Underfogden hos ham står,
skær' ham ned og skriver:
"Salig Herren var et fjog:
Han begraves må; men dog
:,: ikke af studenter." :,:
Se, Kong Saul, så nydelig
klædt i rødt Manchester;
han vil separere sig
fra sin Dronning Esther.
Tamperetten bukker sig,
dømmer: "Konge! gift kuns dig
:,: med din marskalks kone!" :,:
Urias, som røde guld
elskte sin kusine;
skældte Kongen huden fuld
med sin bispemine.
Saul til korset krybe må
og i Frue Kirke stå
:,: åbenbare skrifte. :,:
Saul bag øret skrev den tort,
lod ej hævn formode;
spilte så med bispen kort
og fik brav tilgode.
Sagen til proces nu kom;
Hof- og Statsret fældte dom:
:,: "Urias bør hænge." :,:
"Tak, hr dommer! Tak, min ven!"
hørtes Saul at tale;
"Kan jeg tjene ham igen,
har han at befale."
Urias blev hængt, som sagt,
og i galgebakken lagt
:,: af en hoben slaver. :,:
Her står Holofernes, og
Bathseba, hans kone,
der ved hjælp af mangt et drog
skafter ham en krone.
Som en folkeven, så brav,
hun hans hoved hugger af,
:,: medens helten sover. :,:
Her er Jeriko, hvis mur
Don Quixotter byde
blæses ned med horn og lur,
men som ej vil lyde.
Hel betuttet uden for
emigrant-armeen står,
:,: og den mur forbander. :,:
Her er Sodoma, se her!
Tæt ved Donaus bredder;
Jonas på en kro I ser,
som "Hvaldfisken" hedder;
her han sig tre dage holdt,
drak og spillede styrvolt
:,: - og i trende nætter! :,:
Ser I her en jordens Gud!
(Konge, vil jeg sige)
han var eller blev en stud
og kom fra sit rige,
o! gid ingen konge må
mer på alle fire gå
:,: eller kløver æde! :,:
Her er den forlorne søn,
som fra Frankrig kommer,
der vel sin fortjente løn
får til næste sommer!!!
Gid han en ulykke få!
Tror han ej, vor jord kan stå,
:,: om der ej var konger ??? :,:
Her med pungen Judas står;
han var kuns en stodder,
før han til Pilatus går
og hans ven forråder.
Kongen trykker glad hans hånd,
skænker ham det hvide bånd
:,: og pension i nåde. :,:
Dette plankeværk, her står,
må I lære kende;
kommer i derudenfor,
ser I verdens ende.
Gamle sole ligge der,
og forslidte måners hær,
:,: hvoraf stjerner klippes. :,:
Ser I verdens sidste dag!
Hør, reveillen lyder!
Torden, lynild, slag i slag,
grave gennemryder.
Døde stige op igen,
nogle gå til himmelen,
:,: mange gå til fanden. :,:
Men skal verden længer stå,
jeg til mad kan trænge;
og hvor skal jeg den vel få,
når jeg ej har penge?
Kaster derfor i min hat,
før jeg siger jer god nat,
:,: hver en lumpen styver! :,:
En vise fra 1795 (altså kun få år efter udbruddet af den store, franske revolution) og skrevet af en revolutionær ånd, Peter Andreas Heiberg. Som al sand og farlig satire tilsyneladende så uskyldig. Manden med perspektivkassen, en af samfundets små, grå eksistenser, der for en lumpen styver til livets ophold fromt fremviser billeder fra bibelshistorien. Men det er en rask gang bibelshistorie! Revolutionær og enevolds-kritisk bag alle de fromme, bibelske navne. Det er ikke muligt i dag at forstå alle fordækte hentydninger og insinuationer. Men lidt er også fuldt tilstrækkeligt. Først er det hele nærmest studentikost, respektløst, som når Heiberg lader Adam gnave på "en fransk ranet" (reinette-æble) og en "bosniak," en gemen lansener, erstatter Vorherres keruber med flammesværdene. Og vittigheden med at sammenstille de to horn, som Moses er udstyret med, med den bedragne Potifars ene i panden, er også af de mere harmløse, omend flabet. Men så nærmer vi os tidens autoriteter; Frue Kirke, den kortspillende biskop, Hof- og Statsretten, der er bestikkelig, kongen, som "en folkeven, så brav" hugger hovedet af, emigrant-armeen, som ikke kan vælte Jeriko's (underforstået den unge, franske republiks) mure, og Judas, som forsynes med Danmarks højeste udmærkelse: Ridder af det hvide bånd (den titel, som også Adam Homo endte med at få ... og også med ironisk understregning). Tragisk, men ikke uforudsigeligt, at Danmark tabte et af sine bedste, mest kritiske hoveder gennem Heibergs landsforvisning i februar 1800.