Melodi: H. Kjerulf - Tekst: Chr. Winther
Jeg kunne slet ikke sove
for nattergalens røst,
som fra de dunkle skove
sig trængte til mit bryst.
Jeg åbnede vinduet stille
og stirred i mulmet hen,
og lod hver elskovstrille
mig synge om dig igen.
Et posthorn fra det fjerne,
et suk af nattens vind,
et glimt af en ensom stjerne
vakte mit stille sind;
dit billed sagte hensvæved
på nattens baggrund huldt;
mit hjerte sitred og bæved
længsels- og smertefuldt.
Min tanke jeg dig sendte,
jeg sendte dig mit blik;
ak, hvor mit hjerte brændte,
at intet svar jeg fik;
kun pust af nattevinden,
fra grenen hist et vink,
den kolde dug fra linden,
og stjernens kolde blink.
Du tænker vel, jeg har glemt dig?
Men tro mig, om du kan,
jeg har i hjertet gemt dig,
og skal over gravens rand,
trods dødens bitre kulde,
hinsides livets kyst
bære dit navn, det hulde,
prentet dybt i mit bryst.
For Chr. Winther spillede det erotiske liv ikke nogen ringe rolle. Hans store kærlighed var Julie, som desværre var gift med en præst. Forholdet varede ved, og Julie flyttede fra manden og giftede sig med Chr. Winther i al stilfærdighed. Dog ikke mere stilfærdigt, end at historien om 'den bortløbne præstefrue' vakte stor skandale i datidens København.