Komponist William Rantzau - Tekst Julius Strandberg
Høkerens datter hun elskede mig,
derfor til hende så tit gik min vej,
ind over gården jeg listede mig
hanen den galte, og hønsene skreg,
Høkeren sa´e" "La´ hønen gå,
¨vil du nu blot la´ hønen gå !"
Han var nu ikke med og så
sa´e han: "Vil du la´ hønen gå.
Ofte jeg kom der, thi hun var mig huld
og der var skønhed, ja og der var guld,
høkeren anede slet ingen ting,
troede, jeg løb efter høns der omkring.
Altid han sa´e" La´ hønen gå,
vil du nu bare la´ hønen gå.
Du vil nok plukke min høne, nå,
men du skal bare la´ hønen gå."
Ofte han sa´e: "Da du ved, at jeg har
kostbare høns, ja den polske sågar,
hvor ka´ du være så dum da at tro,
at du i sådan en fugl kan slå klo.
Jeg siger blot: "La´ hønen gå,
du skal nu blot la´ hønen gå
"hønsesteg kan du ikke få,
vil du nu bare la´ hønen gå !"
Så ud i skoven vi kørte en dag,
bordet og maden var datterens sag.
Ind i et skovløberhus tog hun vej,
jeg stormed´ efter, straks hønsene skreg.
Høkeren sa´e: "la´ hønen gå,
kan du nu ikke la´ hønen gå,
hvad mon den dreng dog tænker på,
at han ka´ikke la´ hønen gå ?"
Men så en aften han fangede mig
ovre hos datteren, der blev ståhej,
endelig sa´e han" "Mit barn kan du få,
gift hende, men lad så hønsene gå.
Hører du det: "La´ hønen gå,
gift jer, men lad blot hønen gå.
Jeg vil ha´ fred og ro, og så
gift jer, men lad blot hønen gå.
Verden står åben for dig og for mig,
når I er gift, kan I flytte jer vej!"
Så tog jeg datteren, hun blev min brud,
og De kan tro, hun er yndig, ved Gud!
Høkeren sa´e: "La´ hønen gå,
I skal blot la´ den Polske gå !"
Når vi besøger ham, ja så
skriger han straks: "La´ hønen gå !"